Jeg er uddannet historiker og har altid arbejdet med historien når den fortælles og deles.
Jeg tror på at alt kan blive spændende hvis det fortælles ret. For alle. Det handler om at forbinde tilhøreren med emnet, og for at kunne det skal man vide meget om både emne og tilhører. Den gamle oplysningsfilosof fra Rynkeby Frederik Christian Eilschov skriver i sin indledning til det lille skrift Fruentimmer-Philosophie fra 1749 at han bestræber sig på at både lære og fornøje på en og samme gang. Det er nemlig hans grundlæggende princip at dannelsen skal være sjov. Man kan sagtens tale net og ret på samme gang. Frederik Eilschov døde af kopper som 25-årig, men hans overbevisninger har vist sig at bundfalde i det 21- århundrede. Vidensformidling skal fænge i kampen om opmærksomheden.
En af mine helt store styrker i den sammenhæng kommer sig af min egen fortid. Jeg begyndte at studere historie på Københavns Universitet, fordi det var det jeg ikke forstod. Jeg havde aldrig fanget interessen i historie. Naturvidenskab jo, sprog og litteratur, absolut. Men historie var bare ikke rigtig lige mig. Og jeg kom frem til, at det kunne jo ikke være rigtigt. Der måtte være noget galt med måden det var blevet formidlet for mig på. Historie er jo sporene fra alt det skete, det er ligesåvel MTV som Ardenneroffensiven. Så jeg begyndte at kræve at det skulle formidles på en måde så det ikke kun var spændende for dem, der i forvejen var dybt interesserede.
Jo mere man studerer fortiden desto mere får man indtryk af at ideer og greb, og tilsyneladende geniale tiltag alt sammen er en del af den samme pose bolsjer der blot rystes og sættes sammen på nye måder. Og det er der intet i vejen med. Sand original fortidsformidling består i at forstå det der kilder i samtiden.